“I dag skal du kun lære én ting – og det er en ting, du allerede kan. Faktisk har du gjort det hele dit liv. Du skal lære at trække vejret!”
Sådan skulle min emneuge begynde. En dag om vejrtrækning. En dag om taknemmelighed. En dag om at mærke kroppen. En dag om meditation. Og en dag om fordøjelse.
For tænk, hvis børn lærte at finde ro i deres egen krop og vejrtrækning. Tænk, hvis de lærte, at fred ikke kun er noget, politikere arbejder på at skabe, hvor der er krig – men at fred også er noget, man kan skabe indefra. Tænk, hvis de vidste, hvor vigtig fordøjelsen er for humøret og sundheden. Tænk, hvis de lærte, at det skaber lidelse at holde alt for krampagtigt fast i noget, fordi verdens og livets væsen netop er, at alt er i bevægelse. Tænk, hvis de lærte at se med mildhed. På sig selv, hinanden, verden.
Måske lærer de det faktisk, det her er ikke et angreb på skolen. Jeg tror bare ikke, at det ville skade at sætte fuldt fokus på det i en uge. Også fordi det ikke må være udvendig læring, der kun kommer ind gennem hjernen. Det er den form for visdom, som skal tilgås gennem kroppen, gennem egen erfaring, gennem genopdagelse af sandheder, som vi alle hver især i virkeligheden allerede kender.
På Århus Universitet er der et Center for forskning i Mindfulness. Her kan man f.eks. læse at mindfulness er den bedst dokumenterede metode til at opnå mental trivsel. Der er lavet projekter med børn, unge, voksne, ældre, stressramte, depressionsramte, m.fl. Og er der noget, der er mere brug for end nogensinde, så er det mental trivsel.
Kan man bruge en hel dag på at lære at trække vejret, tænker du måske? Det har skolen slet ikke tid til. Der er 1000 ting, man skal nå i løbet af et skoleår…
Så vil jeg bare gøre opmærksom på, at det netop er min pointe. Vi spurter afsted, men glemmer at for selv de bedste løbere er restitution et af de vigtigste træningsredskaber. Og hvad er det i det hele taget, vi skal nå? At komme før kineserne eller russerne? At proppe mest muligt ind i hovedet på vores børn og unge?
Nu siger det selvfølgelig kun noget om mig, men hold op, hvor har jeg glemt meget af det, jeg lærte i skolen. Og hvor ville jeg ønske, at jeg havde lært at bruge min vejrtrækning. At mærke min krop – ikke kun til at præstere og slå vejrmøller – men også at hvile i min krop, forstå dens signaler. At jeg havde vidst, hvor stor indflydelse min fordøjelse havde på mit humør og min energi – og at fordøjelse også handler om at fordøje indtryk.
Der er tibetanske buddhistiske munke, der bruger år på at meditere på deres vejrtrækning. Selvom yoga og meditation for længst er kommet til vesten, forstår vi tilsyneladende slet ikke den dybe visdom, der ligger i, at vi netop ikke kan tænke os til alt med vores hjerne. At vi ikke kan præstere os til lykke. At livet ikke kan leves eller forstås gennem en bog eller en skærm, men kun ved at leve det, trække vejret, øge nærværet og bevidstheden.
